Hans Henriksen

 "Indtryk fra havnen 3"  62 x 44 cm

"Indtryk fra havnen 2"  62 x 44 cm

"Koral 3" 27 x 25 x 19 cm

"Koral 4" 39 x 17 x 15 cm

U.T. 17 x 18 x 24 cm

Skolen ”Snurretoppen” i Horsens fik en udfordring da Hans dukkede op på kunstskolen i 2008. Han er nemlig både udviklingshæmmet og blind. Derfor var opgaven at finde metoder, hvor Hans kunne udtrykke sig i kunsten. Hvordan skulle han navigere rundt på et stykke papir? Og farvesætte tingene? kunne han fornemme en form i leret, udover det sted, hans hænder lige var? Det viste sig dog hurtigt at Hans’ lyst og evne til at tegne, male og forme var stabil, åben og han altid var villig til at prøve nye måder. Som eksperiment satte lærerne stykker af maletape rundt langs papiret, så Hans med den ene hånd kunne føle kanten og med den anden hånd tegne og farvelægge. I leret brugte han store og små penselskafter, som kunne prikke og lave huller og på den måde ornamentere sine værker.

Hans har tidligere kunnet se, så derfor har han både former og farver i erindringen. Det bruger de på Skolen i den løbende dialog med Hans om udformningen af værkerne. Så selvom Hans er blind, begrænser det ikke hans skaberevne. Arbejdet i ler, voks, papmache, og når han tegner og maler, besidder en utrolig tålmodighed og vedholdenhed. I tegningerne bruger han ofte en skabelon, han selv har modeleret til at tegne omkring. Denne form kan han placere mange steder i billedet og gentage i det uendelige, så en fortættet stemning og mørkhed opstår.

I leret skaber Hans dynamiske former. I starten lavede han organiske vækster som han ornamenterede med huller og grottelignende huler i changerende grønlige og brunlige glasurer, der mindede om lava eller koraller. Siden har han arbejdet med enklere former i hvide raku brændte emner inspireret af huse. Det er en evig ny proces, hvor der hele tiden dukker overraskelser op. Hans´ værker udstråler en meditativ ro eller indre abstrakt natur. Der er en rytmisk musikalitet i stregernes og formernes dans i keramik og på papir og lærred. Han elsker alt med fællesskab og studieture, og er der humor i luften og en god passiar er Hans altid med på linjen.